EU”s Beslutningsprocedurer

Formålet med EUs beslutningsprocedurer er at sikre effektiv beslutningstagning på tværs af medlemsstaterne og institutionerne i EU.

De tre primære beslutningsprocedurer i EU er den almindelige lovgivningsprocedure, den særlige lovgivningsprocedure og den konsultationsprocedure.

Den almindelige lovgivningsprocedure i EU involverer Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen og kræver normalt, at begge parter (EP og Rådet) godkender et forslag, før det kan blive til lov.

Formålet med den særlige lovgivningsprocedure er at sikre, at visse områder af EU-lovgivningen kræver en særlig procedure, hvor Europa-Parlamentet eller Rådet har mere vægt end den anden institution.

Den særlige lovgivningsprocedure adskiller sig fra den almindelige lovgivningsprocedure ved at give mere styrke til enten Europa-Parlamentet eller Rådet i beslutningsprocessen.

Formålet med den konsultationsprocedure i EU er at give Europa-Parlamentet mulighed for at blive hørt om visse emner, selvom det ikke har beslutningskompetencen.

Den konsultationsprocedure adskiller sig fra de to andre beslutningsprocedurer ved at Fællesskabet kun skal høre Parlamentet og ikke nødvendigvis tage dets holdning i betragtning.

Beslutninger i EUs Råd træffes normalt ved kvalificeret flertal, hvor medlemsstaterne har forskellige størrelser stemmevægt afhængigt af emnet.

Kommissionen deltager i EUs beslutningsprocedurer ved at fremsætte forslag til lovgivning og ved at være med til at sikre, at EU-traktaterne overholdes.

De nationale parlamenter spiller en rolle i EUs beslutningsprocedurer ved at kunne vurdere om lovgivning påvirker national suverænitet, og ved at deltage i subsidiaritetskontrollen.